Solpolitik
Solpolitikken i Den Grønne Planet gælder fra april til september, og vi er særligt opmærksomme i tidsrummet kl.12-15. Vi anvender Kræftens bekæmpelses anbefalinger og vi forventer, at børnene er smurt ind i solcreme SPF 15, når de kommer i institutionen. I samarbejde med forældrene sørger personalet for, at der er solcreme til alle børn. Personalet smører børnene ind i solcreme efter frokost, middagslur eller evt. badning.
Baderegler
På strande eller ved søer, må børnene kun soppe. I bassiner i Galaksen, må de gerne bade.
Sorg og kriseplan
Gentofte Kommune har udarbejdet en sorg- og kriseplan, som vi handler efter i tilfælde, hvor der er behov.
Kostpolitik
I Den Grønne Planet danner måltidet ramme for:
- At barnet udvikler sunde kostvaner.
- Det at spise og blive mæt.
- Den sociale funktion.
- Det dannende aspekt.
Vi vil gøre måltidet til en positiv oplevelse, hvor børnene bliver mødt med anerkendelse. Børnene spiser sammen, hygger sig med hinanden og deres mad. De ser, hvad de andre spiser og får lyst til ny mad. De små lærer af de store og normer og regler omkring måltidet videregives.
Bevægelsespolitik
Vi har igennem flere år haft fokus på børn og bevægelse, og vi har gode muligheder for at udfolde os. Vi har et stort rytmikrum, som vi bruger på skift i de aldersopdelte grupper om formiddagen og til leg i eftermiddagstimerne. Vores dejlige legeplads giver også gode muligheder for leg, bevægelse og motorisk træning. At være i besiddelse af et godt bevægelsesfundament frigiver handlemuligheder til at kunne lege, lære nyt og opleve verden. Motoriske færdigheder kommer ikke af sig selv. Barnet skal øve sig mange gange for at opnå en ny færdighed. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på barnets udvikling og hele tiden hjælpe det videre. Som voksne er vi rollemodeller og igangsættere. Vi bruger legen til at skabe fællesskaber og lære børnene sociale færdigheder.