Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehaven

Hverdagen handler for børnene om deres fælles lege, aktiviteter og spirende venskaber. Samtidig med dette sørger pædagogerne for et målrettet samvær i samspil med børnene.

Leg og læring

Børnene opdeles efter alder i mindre grupper. Ved at aldersopdele børnene på tværs af stuerne, får de mulighed for at indgå i nye relationer, og de får et øget kendskab til hinanden.

Når vi organiserer det pædagogiske arbejde, øges muligheden for interaktionen mellem barn og voksen, og børnene lærer og tilegner sig kompetencer. Der skal foregå en reflekteret overvejelse i forholdet mellem børnenes egne organiserede lege og de voksnes tilrettelagte aktiviteter.

Den voksnes rolle er derfor at:

  • gå foran og vise vej, inspirere og guide barnet til dets næste udviklingszone
  • gå ved siden af og understøtte barnet i at mestre og styrke det nuværende udviklingstrin
  • gå bagved og se barnets spor: At undersøge, hvad barnet er optaget af og derigennem blive klogere på, hvordan barnet kan blive inspireret til næste udviklingszone.

Vi arbejder med rummet som en aktiv medspiller. Det vil sige, at vi bestræber os på at lave et inspirerende og stimulerende læringsmiljø. Ved hjælp af indretningen støtter vi og giver barnet mulighed for selv at begynde legen og dermed udviklingen.

Start i børnehaven

Når man kommer fra vuggestuen, kan børnehaven virke stor og fuld af fart!
Derfor er det også her vigtigt, at I giver jer god tid i indkøringsfasen og vi tager så mange individuelle hensyn som muligt.

Der er en lavere normering af voksne i børnehaven, men i virkeligheden er det ikke noget problem, da børnene bruger hinanden internt. De små spejler sig i de store, ligesom de store hjælper de små med "de sociale spilleregler".

Det kan være en god ide ikke at starte flere projekter op samtidig børnehavestarten. Så hvis barnet stadig bruger sut eller ble, så vent med at ændre på dette, til barnet er tryg i børnehaven.

Vær opmærksom på:

  • At det er forskellige voksne, der modtager barnet om morgenen, og igen er det andre I siger farvel til om eftermiddagen.
  • At de voksne ikke altid ved præcist, hvor barnet leger, da legen hele tiden flytter sig.
  • At børn ofte reagerer mere på forældrenes følelser, end på deres egne oplevelser af at blive afleveret et nyt sted.
  • At det er en god idé at skrive navn i tøj, sko osv. 

For at vores "fælles" børn kan få en tryg dagligdag, er det vigtigt, at vi som forældre og pædagoger formår, at være åbne omkring børnene. Derfor er det altid tilladt at undres og stille spørgsmål, og vi står til enhver tid til rådighed for en samtale.